Kampen for én fælles virkelighed bliver den helt store udfordring i USA

Trumpister er fra Saturn, og Demokrater er fra Jupiter, når det kommer til ”sproglære” og forståelse af miljø
Foto: Børsens forside d. 09.11.20

De sidste godt og vel fire års kommunikationsudvikling i USA har været en voldsom belastning for ideen om et stærkt omdømme, baseret på legitimitet, autenticitet og troværdighed. Det har ellers været en slags ”hellig gral”, siden kommunikationsprofessionelle i slutningen af det forrige årtusinde begyndte at forstå forskellen på image og omdømme. Den ubehagelig fætter i familien, perception management, har imidlertid i den grad været en uventet og uvelkommen gæst til festen, hvor reputation management i sin - måske rigeligt filosofiske - rendyrkede form har haft rigtigt svært ved at være med.

Det er efterhånden en del år siden, at en dansk politiker af den populistiske beskaffenhed udtalte de herostratiske berygtede (og dengang latterfremkaldende) ord: ”Hvis det er fakta, så bestrider jeg fakta!”

Det handler i bund og grund om at fremføre en løgn så overbevisende og med så mange ”beviser”, at vi tror på den. Ofte fordi vi gerne VIL tro på den, da løgnen er mere behagelig end sandheden.

Nu har en – snart tidligere – amerikansk præsident gjort ideen om ”alternative sandheder” til en decideret politisk strategi. Det er perception management i rendyrket form, vi har været vidne til. Grundtesen i denne disciplin er lige så simpel, som den er skræmmende for os, der tilslutter os omdømmetankegang.

Det handler i bund og grund om at fremføre en løgn så overbevisende og med så mange ”beviser”, at vi tror på den. Ofte fordi vi gerne VIL tro på den, da løgnen er mere behagelig end sandheden.

De sociale medier har gjort muligheden for at praktisere perception management noget lettere. Du behøver jo ikke at føre bevis eller fremlægge fakta på de sociale medier. Du kan bare mene – og hvis der er en god håndfuld, der mener det samme, så er vi kørende. Det er konspirationsteori one-on-one udsat for steroider, fordi det kan spredes fuldstændig ukritisk og uden de fjerneste tilfælde af faktatjek. Og stiller du dig i vejen for sådan et lastvognstog, der er kommet i fart på en glat vej, så bliver du simpelthen tromlet.

Hvis kvinder er fra Venus, og mænd er fra Mars, så er Trumpisterne fra Saturn, og Demokraterne er fra Jupiter.

Det var fantastisk at se DRTV i en livetransmission spørge til manglen på beviser for svindel rettet til nogle konspirationstilhængere i en demonstration for Trump. Svaret: ”Det er fake news, og Biden er jo også pædofil(!)”.

Det har alle dage været god kommunikationstaktik at bruge dialog som værktøj til at skabe forståelse. Ikke nødvendigvis frem mod enighed, men i det mindste for at få en fælles platform på plads, hvorpå man så kan være uenige.

Nu bliver det helt store og afgørende spørgsmål, om den kommende regering i USA kan få etableret en dialog. Umiddelbart virker sandsynligheden qua ovennævnte eksempel fra valgdækningen ikke voldsomt stor, men håbet må være, at Biden & co. har lært af de sidste +fire år: God kommunikation og dialog starter med at forstå, hvor dialogpartneren kommer fra.

Hvis kvinder er fra Venus, og mænd er fra Mars, så er Trumpisterne fra Saturn, og Demokraterne er fra Jupiter. Derfor er der givetvis rigtig meget ”sproglære” og forståelse af miljø, der skal bringes på plads, før en dialog kan komme på tale. Og det er jo ikke sikkert, at udøverne af perception management forholder sig i ro i mellemtiden.